Tilbage til forsiden
 

Indflytning

Krisecentret ligger i en ældre charmerende villa i Hellerup, nær tog, bus, strand, skov og butikker. I haven er der en lille legeplads til børnene.

Der er i alt 11 møblerede værelser fordelt på tre afdelinger. Hver afdeling har fælles køkken og bad. Huset har også en fælles opholdsstue. Derudover er der legerum til børnene, computerrum og mønt-vaskeri.

Indflytning:
Når du flytter ind, vil du få et møbleret værelse til dig og dine børn.
Du kan låne puder, dyner, sengetøj og håndklæder.

Tøj/legetøj:
Hvis du har forladt dit hjem pludseligt og derfor ikke har tøj, legetøj eller andre vigtige ting med til dig og dine børn, kan du låne tøj i husets tøjdepot.
Børnene kan låne husets legetøj.
Når du er parat til det, vil vi hjælpe dig med at arrangere, at du får hentet dine og børnenes ting. Vi har desværre ikke plads til at opbevare møbler.

Husdyr:
Desværre kan du ikke tage husdyr med på krisecentret. Hvis du har husdyr, må du forsøge at få nogen til at passe dem, mens du bor her.

Vaskeri:
Huset har vaskeri, hvor du kan du vaske og tørretumble dit tøj.

Telefon:
Du kan ringe privat fra husets mønttelefon.

Personale:
Der er personale på krisecentret hele døgnet. Personalegruppen består af pædagoger, socialrådgiver og en  kontorassistent.

Samarbejde med personalet:
Når du flytter ind, får du to kontaktpersoner, som bliver din nærmeste samarbejdspartner, mens du bor her på krisecentret. De vil hjælpe dig med praktiske problemer og tale med dig om volden, og om hvordan det går dig. De vil tilbyde dig mindst én samtale om ugen.

Husets socialrådgiver kan give dig råd og vejledning om bolig, økonomi, separation, skilsmisse, forældremyndighed og samvær. Hun vil hjælpe dig med at kontakte din kommune og andre offentlige kontorer, hvis du ønsker det. Du er altid velkommen til at få en samtale.

Hvis du har børn med, vil dine kontaktpersoner tale med dig om, hvordan du bedst støtter dine børn. De kan også hjælpe dig med evt. at kontakte dit barns daginstitution eller skole.

Sidst ændret: 09-04-2010
Mail til Boligfondens Krisecenter
CMS med søgemaskineoptimering og ehandel