Kvindernes stemmer
Boligfondens Krisecenter har i perioden 2003-2005 gennemført et særligt efterværnsprojekt for børn og mødre. I den forbindelse blev deltagerne i projektet spurgt om, hvordan de oplever den hjælp og støtte de modtager fra krisecentrets personale. Nedenfor følger uddrag fra fokusgruppeinterviews med kvinder der har deltaget i Boligfondens efterværnsprojekt:
"Når jeg bor her, får jeg meget hjælp. Jeg kender ikke regler, jeg kender ikke systemet. Når der kommer et brev, hvad betyder det og hvad er rigtigt og forkert. Efter krisecentret bliver jeg alene, jeg skal klare det godt, men jeg har brug for hjælp. Man kan ikke være stærk så hurtigt, så selv om man bor her et stykke tid, så har man stadig brug for hjælp. Så indtil vi bliver stærkere, så er det en stor hjælp for os, at de kommer og besøger os og giver os støtte"
"Jeg flyttede direkte fra mine forældre og flyttede sammen med den mand, som jeg nu er skilt fra. Så jeg havde aldrig prøvet at bo for mig selv, og så bo i en lejlighed og skulle på revalidering og skulle starte et helt nyt liv, og alt var bare nyt. Jeg havde sådan en følelse af et sikkerhedsnet herinde, eller sådan beskyttet. Så tænkte jeg, at de kunne hjælpe mig med ikke at falde tilbage i mine gamle mønstre og gentage de samme fejl, og fastholde beslutningen om at man ville leve sit liv på en anden måde".
Download hele fokusgruppeinterviewet her
